 |
|
|
 |
|
Løbsberetning:Først vil jeg starte med at rose Kim og hans stab for et fantastisk løb.Det vil jeg gøre ved at lave en konkurence find 5 fejl ved ultramarathon Bornholm.🙂 Men der er ikke nogen der kan vinde der er nemlig ikke nogen.Min optakt til 6dages løbet har desværre været alt andet end godt,en hård vinter og bøvl med en ankel har gjort træningen til en pligt i stedet for en fornøjelse.Så skete der oven ikøbet det at 3 uger før løbet blev min skade forværret , og lavede stråler af smerte ned i foden.Jeg bestemte mig så for at holde pause til Bornholm da det var det eneste at gøre.
D. 12jun. går turen så afsted Med tog tidlig om morgenen,til København videre til Ystad med flyvebåd til Rønne Bornholm. Fik mig inlogeret på vandrehjem. Om aftenen spaserede jeg over til start og mødte først Kim Rasmussen og Lars Cristoffersen. Kim sagde at jeg ville få et lille telt for mig selv, man bliver behandlet som en stjerne selv om man kun er en vandbærer.Da jeg gik hjemad kunne jeg godt mærke det trak i foden,men bestemte mig for at stille til start,så måtte jeg jo stoppe hvis det ikke gik.
13 jun. kl. 12 00 starten er gået ,kan allerede fra start mærke at det her bliver svært men kan huske at jeg tænkte hvis jeg når 400km. vil jeg være tilfreds ,har før løbet 450km. og min målsætning inden skaden var 500km.En ting var helt sikkert det var sidste gang jeg ville løbe løb af den længde på grund af mit helbred fremover,det skulle de næste dage vise at være et klog valg.Den første døgn gik ok et døgn har jeg jo løbet mange gange ,110km. blev det til.Så allerede anden døgn startede festen Smerter hvor blev der spurgt ,mest i fødderne, men det er ingenting i forhold til dem der kommer til senere.Nu skal der også komme lyspunkter ,og det er alle de dejlige mennesker der deltog især dem der løb marathon 7gange,kun venlige bemærkninger og de havde det bestemt sjovt indbyrdes dejlig at være vidne til.Anden døgn sluttede på sølle 185km.Tvivlen begyndte at snige sig ind ville jeg overhovedet nå 300km.det eneste der var min tro følgesvend hele vejen igennem var smerterne ,og de næste dage skulle de stige , det værste er at jeg bliver så irretabel når jeg har ondt. Da jeg vågnede efter mine sædvanlige 2 1/2 timers nattesøvn på 3dagen ,tænkte jeg noget jeg aldrig har tænkt under et løb :det her giver ingen mening .Ikke godt når der er 3dage tilbage.På et tidspunk begyndte en tysker at tale med mig og jeg glemte alt for et par timer ,han havde bare oplevet meget,Løbet et utal af spændende ultraløb og 1600marathonløb.Nå men jeg nåede 300km. men mine problemer startede også for alvor nu , min højre fod gjorde så ondt at jeg ikke kunne have den i skoene mere.Det endte med at jeg klippede hele overdelen af forenden af,det viste sig heldigvis at hjælpe.Jeg gav mig selv et løfte om aldrig at løbe så langt mere , nu ville jeg gennemføre anden gang ,så kunne man sige man har været der,der findes jo også mange andre spændende løb. Jeg kan tydelig huske hvornår jeg ikke kunne mere 385km.Holdt et møde med mig selv (logisk da jeg jo var alene derovre)Hvis jeg ville beholde min førelighed skulle jeg snart stoppe ,men 400km. skulle nås.Det var ikke let ,det væskede helt vildt fra sårerne i mine fødder og smerterne var ulidelige. Græder voksne mænd ,jeg ved det ikke ,men jeg gjorde,en lang rejse var ved ende sluttede på 400,416km.
Jeg gjorde det for anden gang.😉
|
|
|