Beretning Frankrig 2009

Da jeg landede i Nice lufthavn efter en fin rejse, blev jeg modtaget i lufthavnen af en af arrangørerne . Han kørte mig til hotellet, hvor jeg tilbragte første nat. Næste morgen kom han og hentede mig og kørte mig ud til løbs området Stade du Fort d`Antibes, og fik anvist et sted hvor jeg kunne slå mit telt op. Jeg lagde mærke til, AT svenskeren KG sad ovre i fælles teltet, og da teltrejsningen var overstået , gik jeg over og snakkede med ham, som jeg havde gjort så mange gange før. Jeg spurgte ham om han havde set Peter Bøgevig, der som den anden dansker skulle deltage i 6 dages løbet. Det havde han, hans telt var lige ved siden af mit, men han lå og sov. En times tid senere var han vågnet, og vi kunne få en snak. Det var rart med en der talte dansk. Jeg havde mødt Peter kort før det her ved Seden 50 km Run i Odense. Peter er en hyggelig fyr, han havde sin kæreste Bjørg med. Peters mål var 600km det længste endnu var 452km. Mit mål var 500km. det skulle vise sig at være urealistisk, men jeg vidste jo ikke hvad jeg gik ind til. Det var mit første 6 dages løb og måske det sidste. Vi skulle starte kl. 1600, det var meget varmt. Kim Rasmussen der skulle løbe 24 t. dukkede op med sin kone og 2 drenge for at ønske os et godt løb. Så gik starten,det var mærkeligt at starte kl. 1600, jeg var vant til at starte kl. 1200 i 24t.og 48t. løb. Man har altid nogle mærker man går efter : 42km.,100km. osv.det gik meget fint lå faktisk godt placeret, men det er ligegyldig, man skal løbe mod sig selv, jeg havde bestemt at løbe lidt mindre end jeg plejer på de første 24timer. Det passede meget godt 131 km. blev det til. Det havde max blevet 1 times søvn, og der kom heller ikke mange til senere. Det skulle så blive min fordel, da det kom til at gå langsomt senere. Den første nat stod regnen lige pludselig ned i stænger,jeg var ude på banen men kom i læ ved depotet, inden jeg blev alt for våd. Så fik en hjælper pludselig den geniale ide at skubbe til telttaget for at få vandet væk. Det væltede ned over ryggen på mig hurra! Efter en times tid var regnen forbi, men banen var flere steder så oversvømmet, at de måtte lægge flere paller i forlængelse af hinanden, som vi så kunne trippe hen over. De 48 timer rundede jeg på 200km. Det blev sådan, at jeg gik ind og sov ved 1 tiden om natten, sov max 2 timer, uden at overdrive sov jeg kun 8 timer de 6 døgn. Døgn nr. 3 var bare hård og jeg gik mere og mere. Til sidst tænkte jeg, at man bare skulle være glad for at kunne bevæge sig fremad, det skulle vise sig at være rigtig. Det forløber ikke altid som man tænker, men man må aldrig give op. Det var også på det tidspunkt, at jeg for at nå 300km. måtte til lægen for at få lappet mine fødder, det så ikke godt ud. Så satte jeg mig ind i teltet og lavede om på mine planer. På det tidspunkt var jeg godt tilfreds med at nå lige over 400km. det der pinte mig mest var de ulidelige smerter i fødderne og varmen om dagen 35 g c Det mest underlige var, at når jeg stod stille kunne jeg slet ikke mærke jeg havde nogen fødder. Nå men jeg nåede 300km. men havde det så dårligt at jeg ikke kunne glæde mig over det Forplejningsbordet var ikke sæligt godt og 2 gange var der en dame der ville have at jeg skulle betale for kaffen, det behøver man ikke på det tidspunkt. Kim og hans familie var og heppe på os nogle gange, og Peters kæreste var også god til at bakke op, det var rart, men jeg nærmede mig de 400km. og nu kunne jeg næsten ikke tage smerterne . Lægen fik da også et chok, da han så mine fødder, skindet var strippet af på højre forfod, og der var vabler på alle tæer, min venstre ankel var svulmet voldsomt op, det tog ham en time at lappe mig sammen og tape min ankel op,Peter Bøgevig var på det tidspunkt begyndt at lægge godt fra land, han endte også på fornemme 560km. Det sidste døgn nærmede sig og Kim Rasmussen startede på 24t. men måtte stoppe efter få timer med en skade. Der var kun få timer tilbage, og jeg kunne se at jeg ville kunne nå 450km. men ikke uden at få min forbinding lagt om på den forbandede forfod. Jeg må sige de smerter er de stærkeste jeg i mit liv har oplevet. det blev blev ikke bedre da han hældte brun jod på, derefter lagde han en stribe vabel plaster på. Så var det bare at gøre arbejdet færdig , hold kæft! jeg var træt af den bane. klar til sidste omgang ,ind og hente det flag min datter havde lavet med hilsner på og så i mål for sidste omgang. 450km.😎

Tak til Peter Bøgevig og hans kæreste og Kim Rasmussen og hans kone.
                      
                            Slut herfra.